lørdag den 24. december 2022

GLÆDELIG JUL

 

KÆRE ALLE ZU SAMMEN.

SÅ ER DER VIST BARE TILBAGE, AT ØNSKE ALLE EN GLÆDELIG JUL.

TAK FOR ET HERLIGT 2022, OG HUSK, AT PASSE PÅ DEN LEDE STJERNE.

JULEHILSEN

NISSEN PÅ KØLLEGÅRDSVEJ

tirsdag den 22. november 2022

Mallorca, maj 2023

 

Efter mange overvejelser har 2023 træningstur-udvalget nu et konkret forslag😊

 

Destination      : Mallorca, en stor villa beliggende mellem Inca og Selva, med plads til 14 personer.

Tid                       : Lørdag d. 20.5 – lørdag d. 27.5

Økonomi          : Fly ca. 2.200 kr. , hus ved 12 deltagere ca. 3.000 kr., cykelleje ca. 1.500 kr. samt forplejning

 

Huset er booket, men vi venter med flybilletter, cykler etc., til interessen er afdækket.

 

Se huset her : Maribel - stort komfortabelt hus med pool - Inca (vrbo.com)

 

De fleste kender Mallorca som noget af det ypperligste cykelterræn, og der hvor vi skal bo, som er lige på kanten af bjergkæden, kan man vælge at køre i højderne eller det mere flade terræn. Villaen ligger tæt på byen, restauranter og indkøbsmuligheder ligesom der er rigtig gode muligheder for leje af kvalitetscykler.

 

Vi lægger forslaget på bloggen, og du må meget gerne tilkendegive din interesse senest fredag d. 9. december

 

Med ziikelhilsner

 

Claus, Næstformanden og Håbet

 

 

 

 

søndag den 13. november 2022

Regnskabets time

Hej.

Så har kassereren igen været et smut forbi regnemaskinen, for lige at regne foreningens tilgodehavende ud.

Der er denne gang tale om tre forskellige opkrævninger, idet der først er betaling til den netop afholdte generalforsamling, så en indbetaling til det årlige klubkontingent,
og tilsidst desværre en ekstraregning fra vores biludlejningsfirma, idet de nu har betalt en regning fra det italienske politi, som skyldes en ulovlig indkørsel i Lucca i maj,
da vi var på tur i det italienske.

Til gengæld var der lidt overskud fra GF, da vi ikke formåede at spise natmad, så Troels har truet med et pølseparty på et senere tidspunkt.

Summa summarrum: At betale til Mobliepay nr. 2256 4161:

Deltagere til GF: kr. 300,00
Kontingent til alle: kr. 150,00
Deltagere Italien: kr. 150,00

I bedes derfor lige selv regne jeres udestående ud, og sende mig gysserne.
På forhånd tak.

Vi ses.

Manden med postkassen

tirsdag den 1. november 2022

GF Humleridderne 2022 - referat

  
Mødet blev afholdt hos Claus Dalsgaard, Energivej, Ballerup, d. 29. oktober 
  
Til stede: Henrik Djernis, Jacob, Dellen, Jørgen Morfar, Peter Bo, Troels, Peter F., Claus, Møller, Hr. Harder, Raketten, Max, Poul, og Søren Håbet (ref). 
  

Fraværende: Formanden, Søren Styrt (Næstformand), Briis, Traktor, Kim Bruder. Rolf og Jonas stødte til senere på aftenen.

  

Festudvalget (Hr. Harder, Claus, Peter F, Brogaard og Troels) havde inviteret til uformel sammenkomst fra kl. 16.00. Flere var mødt op i god tid, da det var meldt ud at Dellens far havde testamenteret en større mængde specialøl til denne begivenhed.

 

  

  1. Kl. 17.45 kunne Peter F. sige velkommen til Claus Dalsgaards fine lokaliteter, der i dagens anledning var omdannet til showroom, hvor lyset kom fra både loft og væg og nogle steder også i halvlumre røde nuancer.

 

Hr. Harder kunne indlede generalforsamlingen og byde velkommen og straks meddele at alt er som det plejer. Med andre ord ingen overraskelser i den fyldestgørende dagsorden som Møller havde udsendt på forhånd

 

  1. Hr. Harder vælges enstemmigt til Dirigent

 

  1. Undertegnede vælges som referent

 

  1. Møller genvælges med øredøvende ovationer som stemmetæller. Man fornemmede en let anspændthed i lokalet – skulle det være i år, at dette betroede hverv ville blive aktiveret?

 

  1. Både Formanden og Søren Styrt (Næstformand) var desværre i år forhindret til årets GF så Møller – der var blevet briefet om opgaven flere timer før Generalforsamlingen - kunne med sædvanligt overblik aflægge formandskabets beretning. Enkelte hovedpunkter fremhæves her: 

 

1.       Årets første tur blev lagt op af Jonas i februar, der allerede dér viste at han gik efter årets flidspokal. Kun Rolf og Jonas kom afsted, men det forlød at de havde en god tur på vintercyklerne.

2.       Derfra steg aktivitetsniveauet, både i Fitten, på hometrainere, enkelte på MTBére og så småt også på landevejen. For mange gjaldt det om at komme i form til træningsturen til Lucca og sidenhen til den noget mere strabadserende Tour de Storebælt

3.       Der blev talt en del om særligt én tirsdagstur, hvor nogle af de værdsatte, men sjældne medlemmer, deltog. Her skal især fremhæves navne som Max, Foto Anders og Peter Appel.

4.       At Dellen er blevet Farfar skal også fremhæves

5.       Humleridderne nåede også rundt om Fjorden i løbet af foråret og som billedet viser, var der godt humør i Skibby. Det forlyder at alle er kommet i mål.

 

 

6.       Turen til Lucca var på alle måder en god oplevelse. Dejligt hus, god nærliggende restaurant, spændende varieret landskab hvor man enkelte gange med fordel kunne have brugt noget gravel-udstyr, Troels boller, fantastisk vejr, øl og vin ad libitum etc.

 

At vi blev overhalet af en italiensk professionel kvindelig cykelrytter, er i sig selv ikke overraskende, men det er naturligvis en smule provokerende når man så møder hende igen, når hun lige har været oppe og vende på toppen. Nogle af os må komme i bedre form, så vi kan tage forfølgelsen op.

 

Dog fik vi endnu engang en understregning af, at cykling – ikke mindst i bjergterræn - er forbundet med en risiko. Oplevelsen blev talt grundigt igennem på årets GF og det blev besluttet, at hvis vi oplever at en ridder styrter og der er mistanke om fx en hovedskade eller hjerteproblemer, skal vi kontakte 1813 eller 112 (afhængigt af situationens alvor) og få et råd INDEN alle mand kører videre. Sker uheldet i udlandet, kontaktes enten SOS International på +45 7010 5050 eller den lokale alarmcentral.

 

7.       Midt i juni blev der kørt Tour de Storebælt, hvor Dellen havde taget et godt initiativ. Stor opbakning og en flot tur til alle deltagere, bortset fra Næstformanden, der havde overset denne aktivitet i sin kalender.

 

8.       Sensommeren var med lavere aktivitetsniveau for de fleste, dog med enkelte undtagelser:

 

9.       Jørgen og Raketten kører Hamborg. Raketten med den ubeskedne ambition at vinde løbet (!) men ender som en meget flot nr. 14, få sekunder efter vinderen. Det kan nævnes at 94,8 km. blev kørt med 44,7 km/t. !!!, en snitfart de færreste af os kan komme i nærheden af, selv når vi taler ned ad bakke, medvind etc. men GF kunne give det erfarne råd til vores alle sammens Raket – lad nu være med at starte den spurt så tidligt…

 

10.   Vores anden ungdomsrytter Mad Max, besluttede sig for at sætte årets bedste tid på Sjælland Rundt. Der er såmænd blot tale om 320 km som blev gennemført i tiden 9 timer og 18 min. Max brugte ét sekund mindre end nr. 2 – og mere skal der jo dybest set ikke til 😊 

 

11.   Sæsonen blev lukket med en Amager Rundt, hvor Claus toppede med et pølseparty i baghaven, Vejret var fantastisk og stemningen blev hurtigt god, på trods af lidt brok i feltet undervejs.

 

12.   Rolf kom galt afsted på sin cykel og var ude af loopet i mange uger, men er heldigvis kommet stærkt tilbage, Undertegnede fik lidt ondt i ryggen, og måtte ligge underdrejet et par måneder, og skulle så lige have en Corona på toppen. Ikke den bedste sæson for de 2 herrer.

 

13.   Hen over vinteren står den på individuel træning i HI Fitten mandag, torsdag og søndag, hometrainer og hvad folk nu finder på.

 

Kl. 18.30 fløjtes til pause.

 

  1. Kassereren, den altid veloplagte Hr. Harder, fremlagde som vanligt absolut ingen dokumentation for eksistensen af foreningens aktiver. Han mente dog at der skulle befinde sig omkring 1.050 kr. i papkassen, (i øvrigt første gang nogensinde at der overhovedet nævnes et beløb) og at det næppe kan dække omkostningerne til diverse udlæg der måtte komme i løbet af sæsonen. Forvent derfor en opfordring til indbetaling af et passende beløb efter kassererens bedste skøn. Hr. Harder blev på den baggrund genvalgt.

 

 

  1. Formanden er stadig Formand, ligesom Næstformanden beholder sin post og navn, selvom der efterhånden er flere der bejler til efternavnet Styrt. 

 

 

  1. Festudvalget fortsætter uændret, med deltagelse af Hr. Harder, Bruder, Peter F. Claus og Troels. Menuen med Hummersuppe, Oksemørbrad, bagte kartofler og Møllers egen salat var helt igennem til topkarakter. Islagkagen nåede uanede højder. Kim Bruder er fortsat fuldt ansvarlig for Hummersuppen, der også i år var fremragende, selvom kokken ikke kunne deltage. Vinen var en god årgang og da vores vært, Dalsgaard, var så venlig at sponsere ekstra rødvin, manglede der absolut ikke noget.

 

  1. Årets Ridder blev Hr Harder. Mad Max begrundede sit valg med ord som god kammerat, solidt kassererarbejde og i det hele taget som en af dem der kitter det hele sammen. Stor applaus for valget.

 

 

 

Appel havde skrevet 3 nye sange der alle forekom bekendt og flere mente at have hørt melodierne før. Da Rolf havde glemt guitaren, måtte vi synge uden akkompagnement.

 

 

Pausestedet blev vist ikke diskuteret men er vel egentlig flyttet til bænken hos Ridepigerne.

  
9. Cykelløb i DK og udland 

 

Kort fortalt er der ikke umiddelbart planer om et fast løbsprogram. Evt. initiativtagere opfordres til at lægge forslag op i så god tid som muligt.

 

Det er absolut tilladt at foreslå deltagelse i løb og andre events i løbet af sæsonen.

 

10. Får du cyklet nok?

 

Her har vi igen fat i et fast tema. Især anden halvdel af 2022 sæsonen har været præget af faldende fælles aktivitet, mens de fleste har trænet i mindre grupper, med sønnen eller kolleger. Der er mange årsager, men en af de tungeste er formentlig det forhold, at der er stor spredning i alder og formåen. Det kan koges ned til at seniorerne er lidt betænkelige ved at ryge med på en tirsdagstur, hvis den er domineret af "de hurtige".

 

Der var enighed om et fælles opråb – vi vil gerne hinandens selskab, og opfordringen lyder endnu engang: MØD OP og for at alle skal få en god tur, vil der blive lagt sløjfer ind, så der på alle ture bliver mulighed for at brænde krudt af. Meld ud hvis det går for langsomt - eller for stærkt – det er vigtigt at holde fokus på den gode stemning.

 

Som Møller sagde – lad os nu kalde en finke for en fanke…

 

 

11. Forårstur til udlandet?

 

Der blev drøftet 2 muligheder, der principielt adskiller sig ved:

 

  1. Enten bor vi i et hus, hvor vi selv står for alt det praktiske
  2. Eller vi bor på et hotel, hvor der er nogle flinke folk der tager sig af de praktiske forhold

 

Næstformanden havde udarbejdet et inspirerende prospekt, med destination San Marino.

 

En lang snak med mange gode synspunkter og en afsluttende afstemning (ved håndsoprækning), der afdækkede en generel interesse for deltagelse, men ikke afklarende i forhold til om vi skal gøre det ene eller andet.

 

Det blev aftalt, at Claus Næstformanden og undertegnede summer over situationen og vender tilbage med et konkret forslag.

 

 

12. Nyt klubtøj?

 

Peter Appel har tilbudt at være tøjsponsor, en melding der blev modtaget særdeles positivt. Og hvis der stadig bliver bygget i Grønland, er Briis også med på en anpart. Tøjudvalget, vist nok Briis og undertegnede, undersøger markedet og drøfter kvalitet og udtryk med Peter Appel. Vi har frie hænder mht. farver men man gav udtryk for følgende ønsker: lommer i vindvesten, gerne bukser i mærket "Fusion" og Dannebro i nakken.

 

Der må forventes en vis egenbetaling.

Djernis havde imidlertid taget et initiativ uden om tøjudvalget, idet han præsenterede et polsk lay-out til nye klubtrøjer. Det varede noget inden den første fik øje på flere graverende stavefejl, og det blev på den baggrund besluttet at returnere sendingen til Gdansk.

 

13. MTB

Peter Bo giver frokost i sommerhuset, hvis der folk der har lyst til at køre MTB i skoven i Tisvilde. En meget smuk skov og sine steder teknisk krævende bane. I alt ca. 28 km. spor. Kan klart anbefales.

 

14. Eventuelt

 

Julefrokost forventes afholdt i uge 3 eller 4, så hold øje med Bloggen.

    

Kl. 00.07 kunne generalforsamlingen erklæres for afsluttet, og den nye dirigent havde således styret generalforsamlingen med sikker hånd og sørget for en sædvanlig god tone under debatterne, med kun relativt få udfald.
  
Stor tak til festudvalget og alle der i øvrigt bidrog med underholdning, oprydning etc.

  
Generalforsamlingen i 2023 er planlagt til sidste lørdag i oktober. Same procedure as last year James…

 

Håbet (ref.)

 

 

 

 

fredag den 28. oktober 2022

Generalforsamling

Til alle.

Blot for en sikkerheds skyld:
Herlev's drikkevand er pt forurenet med e-coli bakterier, men I kan være ganske rolige, festudvalget garanterer 100%, at der ikke under nogen omstændigheder
 bliver serveret vand under morgensdagens seance, så derfor:
Alle kan trygt møde op, det er ihverfald ikke vandets skyld, hvis I er dårlige søndag morgen..

Festudvalget melder, at der som sædvanligt er styr på næsten alt, og at vi glæder os til at se jer alle sammen i morgen i Ballerup.

På festudvalgets vegne, Jan.

onsdag den 19. oktober 2022

DAGSORDEN TIL HUMLERIDDERNES GENERALFORSAMLING LØRDAG D. 29/10 - 2022

DAGSORDEN TIL HUMLERIDDERNES 

GENERALFORSAMLING LØRDAG D. 29/10 - 2022


1.    Hr. Harder byder velkommen på vegne af festudvalget.
2.    Valg af dirigent. (Tidligere - og meget velansete - kandidater), har endnu IKKE meldt deres ankomst.
3.    Håbet modtager stående bifald med genvalget som referent. (Vanen tro, forventes ingen modkandidater)
4.    Formanden genvælges. 
5.    Møller genvælges – med stående ovationer - som stemmetæller. 
6.    Her foreslås en lille skål.
7.    Bestyrelsen aflægger sin altid meget dynamiske beretning om Humleriddernes gøren og laden i året der gak. Igen i år brillerer bestyrelsen med sit fravær. 
8.    Kassereren – Harder skummer fløden, og annoncerer at årets stripper er lige på trapperne. Vi afventer bar´ lige det kommunale tilskud.
9.    Årets ridder kåres. Mad Max må på banen!!!!.
10. Nyt fra festudvalget (Nye medlemmer)
11. Har det kreative udvalg noget at sku´ ha´ sagt?
12. Får DU cyklet nok. I modsætning til de "goe gamle dage", hvor vi cyklede ude 3 gange ugentligt, er en enkelt tirsdagstur vist mere normen i dag. Swift - fitten og sommerhus tager mere og mere over.
14. Forårstur til Barcelona/ Mallorca eller andre nye destinationer. 
15. Skal vi fortsætte med ”Humleriddernes foretrukne løb”?
16. MTB – cykeltøj og pausested!!! 
17.  EVT.







fredag den 7. oktober 2022

Generalforsamling 2022


Jeg er blevet kontaktet af op til flere Humleridder-fruer, der gerne vil have årets generalforsamling afholdt på en onsdag, så de ædle riddere kunne komme tidligt hjem,

 

MEEN, DET GÅR BARE IKKE!!

 Så traditionen tro, afholdes riddernes årlige generalforsamling

 

Lørdag, den 29. oktober 2022

 

i lokalerne hos Peter Franks arbejdsgiver, Claus Dalsgaard A/S, Energivej 40, Ballerup.

Ja, vi har været der før.

 

Generalforsamlingen starter kl. 17:30, men der er som sædvanligt mulighed for at komme i lokalerne allerede fra kl. 16:30, hvor man kan risikere at få stukket en bajer i hånden og en lille opgave, hvis festudvalget er bagud. 

Udvalget er ved at finde på plads, men da det består af de samme gamle afdankede medlemmer som altid, så må deltagerne nok også påregne en del gentagelser, specielt hvad angår mad, deltagere, dagsorden, dirigent, drikke, opførsel og lign.

 

I må meget gerne skive på denne blog, om I kan komme, og gerne inden søndag den 23. oktober.

 

Der når måske at fremkomme en dagsorden inden dagen oprinder, men I er som altid velkomne til at sende evt. forslag til mig.

Festudvalget glæder sig til at se en masse riddere til hyggeligt samvær.

 

På udvalgets vegne

Jan Harder