FÆTTERS BERETNING FRA DET VIRKELIGE ZIKEL-LIV

Den bedste sæson!

Som det sikkert er de fleste læsere af denne blog bekendt, er jeg forholdsvis nært beslægtet af, denne udsøgte flok af zikel-entusiasters formand.

Umiddelbart tror jeg ikke, at det er grunden til, at jeg føler, at jeg så hurtigt og gnidningsfrit, er blevet optaget i flokken.
Jeg siger umiddelbart, da jeg har fundet ud af at der er stor respekt omkring formandens person, og at hans ord på det nærmeste er lov, jeg vil dog på ingen måde benytte mig af vores familie relationer i forbindelse med cyklingen, men det har jeg måske allerede gjort?

Det var nogle udsagn der nok forlanger en begrundelse eller uddybelse:

Slægtsforholdet, ja det er jo ikke uden grund at jeg bliver kaldt fætter, at vi er fætre, er der ingen af os der har haft indflydelse på, men skyldes ene og alene vores forældre, det har vi så affundet os med.

Optagelse i flokken/gruppen, nogle af jer kendte jeg i forvejen, om end det var længe siden og ikke alle kunne jeg genkende med det samme, dette ikke kun pga. den ændrede hårfarve, men i særdeleshed den for mig noget usædvanlige påklædning.
Jeg har dog stadig ikke fundet ud af navne/øgenavne, men kan, når jeg læser på bloggen se, at jeg ikke er den eneste der har det problem.
Dem jeg ikke kendte vil jeg gerne sige at jeg føler mig taget godt imod.

Den første tur jeg kørte var jeg glad for ”kun” foregik med Flemming og Møller.
Jeg havde problemer med mine sko, og de der fiduser der sidder under så man kan sidde fast i pedalerne, så det krævede et par stop for at rette til.
Desuden blæste der en halv pelikan denne dag, så jeg var så godt som færdig allerede inden vi startede.
Da jeg kom ud til Flemming, svedig, forpustet og rød i hovedet grinede han af mig og sagde at jeg godt måtte bruge gearet, hvad er det, meget dårlig instruktion jeg der havde fået af ham der solgte mig cyklen!!! (Flemming)
Glad for at det var de to jeg kørte med, skyldes også, at jeg kunne komme til at ligge rigtigt godt i læ ha’, så jeg kunne komme med hjem igen.

Da jeg endelig tog mod til mig og mødte om en tirsdag, var det med noget gele i benene, spørgsmålene var mange:

Hvem var I?
Hvor skulle vi hen?
Hvor hurtig kørte I?
Og kunne jeg i det hele taget følge med?

Som nævnt tidligere ovenfor kendte jeg nogle, og resten så sådan set meget normale ud, så første punkt var hurtigt overstået, hvor vi skulle hen stod også hurtigt klart, hastigheden fandt jeg ud af da vi lagde fra.
Jeg fandt en plads bag ved, hvorfor mon, og trådte så godt jeg kunne for at følge trop, det gik helt fantastisk, men så kom der en bakke der ude ved Måløv, surt, jeg erfarede dog rimeligt hurtigt at der kom flere af slagsen.

Om der er andre der er startet på samme niveau som mig ved jeg ikke, hvis ikke, kan jeg fortælle at hvis man er ny og falder bagud, er der hele tiden en eller to mand der holder en med selskab, ganske hyggeligt, for dem, hårdt for sådan en som mig, men belønningen kommer lige før cyklen står helt stille i form af en hjælpende hånd i ryggen så det lykkes at komme over toppen uden at skulle gå i det sidste stykke.
Jeg kan lige så godt sige det med det samme, denne hånd har været der mere end en gang, tak for hjælpen hvem af jer det nu har været.

Da der var gået et par gange, kom der et par ”nye”, ingen nævnt ingen glemt, der blev jeg høj, jeg kunne selve komme over bakken, denne dag var det ikke mig der fik en hjælpende hånd, det var en go’ da’!!

Efterfølgende har jeg også været med nogle gange i weekenden, det har været nogle dejlige ture, og hyggeligt bagefter, jeg synes dog at det er lidt surt at komme hjem og se at klokken er sent om eftermiddagen, men én kan jo ikke bruge flere timer på vejene samtidigt med at tiden på Frederiksberg står stille.

Afslutningen på sommeren blev mit første cykelløb, uden en cykelkurv med øl og sådan noget, men et løb på tid!
Bastrup Sø rundt, jeg valgte den korte tur på 86, men inden starten var der morgen samling, med kaffe og brød, rigtigt godt.
Selve løbet gik også godt for mig, fandt nogle at ligge sammen med på den første del af turen, men så skulle jeg tisse, det skulle de ikke.
Det gjorde nu ikke så meget for nu var det hjem af, og vinden kom ikke forfra, så det var bare med at ”komme der ud af”, som Gasolin sang, så hurtigt at jeg missede et skilt eller to, heldigvis var jeg ikke den eneste, så vi vildtfarende slog os sammen og fandt ruten igen.
Dagens første cykel lystpunkt kom da jeg indhentede to af dem der ikke skulle tisse, det andet da jeg kom i mål under 3 timer som var mit mål, men den største sejr for mig var, at jeg kom ind før Jer der var på den lange tur, hvis ikke havde det været flovt.

Den bedste sæson skyldes ikke mindst, at jeg kun har haft 2 punkteringer og 2 sivere, at jeg fandt ud af at skifte gear, har prøvet at stå op og træde, ikke så meget men har prøvet, kørt og drukket samtidigt sidst men ikke mindst at jeg endelig lod mig overtale til at prøve at cykle.

Den Bedste Sæson, er måske lidt tynd da det er min hidtil eneste, men jeg synes nu at det har været den god.

Tak for selskabet og fordi I har ventet på mig.

Hans-Henrik (fætter)