mandag den 29. oktober 2018

GF 2018 referat

Humleriddernes generalforsamling 2018 – Beslutningsreferat 
  
Mødet blev afholdt på Elverhøjen Skole, 27. oktober 
  
Til stede: Søren Styrt (Næstformand), Henrik Djernis, Jacob, Jørgen Morfar, Kim Busk, Peter Bo, Kim Bruder, Troels, Rolf, Peter F., Claus, Møller, Hr. Harder, Traktor, Raketten, Niels L., Poul, og Søren Håbet (ref). (Dellen var på julemarked i Lübeck)
  

  

Festudvalget (Hr. Harder nu på udgang, Claus, Brogaard og Troels) havde inviteret til uformel sammenkomst fra kl. 16.00. Heldigvis brændte Elverhøjen Skole ikke ned, da køkkenholdet bestræbte sig på at få de sidste smagsnuancer ud af skaldyrene.

  

Kl. 17.20 var Styrt endelig ankommet og Hr. Harder kunne indlede generalforsamlingen og byde velkommen. Møller havde på forhånd fremsendt en fyldestgørende dagsorden, men desværre var ikke alle punkter nummereret, hvilket betød at Troels ikke havde nogen anelse om hvor langt vi var nået. Det må kunne gøres bedre næste år.

 

Rolf (aka Trubadurix) vælges uden kampvalg dirigent  

 

Undertegnede vælges som referent

 

Møller genvælges med øredøvende ovationer som stemmetæller. Enkelte var ikke helt klar over hvad dette hverv indebærer og en forklaring hjalp kun delvist.

 

Formanden var igen i år forhindret til årets GF så Søren Styrt (Næstformand) aflægger formandskabets beretning. Enkelte hovedpunkter fremhæves her: 

 

Kassereren fremlagde som vanligt absolut ingen dokumentation for eksistensen af foreningens aktiver. Han mente dog ikke der var behov for indbetaling af kontingent og opfordrede ligefrem til at komme med forslag til aktiviteter som foreningskassen kunne understøtte økonomisk.

 

Formanden er stadig Formand, ligesom Næstformanden beholder sin post. Kassereren hedder, på trods af manglende dokumentation og sin tilknytning til danmarkshistoriens største sag om hvidvaskning, stadig Hr. Harder. 

 

Festudvalget fortsætter uændret, men får støtte af et nyt kreativt aktivitetsudvalg, der skal hjælpe med underholdende indslag til kommende generalforsamlinger. Møller, Rolf og Appel blev med øredøvende klapsalver valgt til dette udvalg.

 

Søren Styrt forsøgte igen om et navneskift var muligt. Han mente at Spurgt ville være mere passende. Forsamlingen kunne ikke acceptere anmodningen men opfordrede ham til at søge igen næste år.

 

Undervejs blev generalforsamlingen afbrudt af Bruders helt fantastiske hummersuppe - desværre uden hummer men masser af strandkrabber, da vi tilsyneladende ikke er i hummersæsonen.

 

Appel havde skrevet 3 nye sange der alle forekom bekendt og flere mente at have hørt melodierne før. Trubadurix akkompagnerede i vanlig engageret og god stil.

 

Nogle foreslog, at det, på linje med hjelmpåbud, skulle være pligtigt at anvende sporingsværktøjet Clumpsy, så vi kunne være sikre på at få alle med hjem fra Tirsdagsturen. Igen var forsamlingen nok særligt urolige for Troels, der notorisk har meget vanskeligt ved at orientere sig.  

 

Ind i mellem, faktisk rigtig mange gange i løbet af aftenen, lød det ud i lokalet: "Rolf, hold nu din kæft!" Opråbet havde ikke den ønskede virkning.

 

Andre talte drømmende om turen til Veddinge Bakker, som de ikke nåede at ramme i 2018.

 

Pausestedet er flyttet til bænken hos Ridepigerne.

  
9. Cykelløb i DK og udland 

Mange løb blev drøftet og efter en god og lang drøftelse blev der opnået enighed om at satse på 2 forårsløb og 2 efterårsløb.

 

Følgende løb vil være støttet af klubkassen og er at opfatte som løb der skal prioriteres over børnefødselsdage, forældremøder og andre familierelaterede forpligtelser:

 

5.5 Sorø Classic (Møller har denne pind)

16.6 Sjælsø Rundt (???)

 

25.8 Hamborg Classic (Jørgen)

8.9 Bastrup Sø Rundt (Dellen, inkl. pølser etc.)

 

Marielysttur (Kim Busk vil se på mulighederne for denne sædvanligvis mindeværdige tur)

 

Poul præsenterede oplæg til en forårstur til Spanien, denne gang til området Priorat. Den er planlagt til uge 22 og for at kunne bestille flybilletter, hus etc. i god tid vil der meget snart komme et oplæg på denne tur på bloggen.

 

Poul markedsførte efterfølgende en trilletur rundt om Como-søen. Foreløbig har Næstformanden og Poul meldt sig på denne hyggetur, der gennemføres i uge 27.  

 

Løbskalenderen lægges på bloggen.

 

Det er absolut tilladt at foreslå deltagelse i løb og andre events i løbet af sæsonen.

 

10. Klubtøj 

Skulle der være interesserede sponsorer kan man sende et pip til Briis. Det tager sædvanligvis 3-4 år at få designet, produceret og leveret nyt klubtøj.

 

 

11. Årets Ridder

 

Claus pegede i år på Raketten som Årets Ridder. Jesper sikrede det bedste internationale Humleridder resultat i 2018, gennem at opnå en samlet 25. plads i Juniorrækken i det klassiske cykelløb Rundt Om Hamborg. Snitfarten var relativt høj og distancen mere end 160 km., hvilket er langt for en juniorrytter Andre riddere deltog også med fine resultater til følge. Der var på forhånd sørget for indgravering. Tillykke til Raketten.

 

Ind i mellem de faglige punkter blev der sunget godt igennem. Djernis og Troubadurix sikrede som altid et højt kunstnerisk niveau og de nye sange fungerede rigtig fint.  

 

12. MTB eller sauna? 

 

Den korte version – der var ikke den store opbakning til MTB. Ikke desto mindre vil der blive lagt nye initiativer på bloggen, herunder natløb med pandelamper på 12.000 kinesiske lumen. Det bliver spændende om alle deltagere finder ud af skoven.

 

 

13. Deltagergebyr for årets generalforsamling

 

Det udgør 250 kr. som alle formentlig allerede har overført til Hr. Harders black box.

 

14. Eventuelt 

 

Julefrokost afholdes lørdag den 12. januar 2019. Mødetid kl. 9.00 hos Næstformanden. Alle bedes komme på cykel og være forberedt på en ca. 6 km. lang køretur på cykelsti. Et 2 timer langt indendørsarrangement venter og efterfølgende indtages en beskeden frokost hos Næstformanden.

    

15. Afrunding

 

I løbet af aftenen kunne generalforsamlingen erklæres for afsluttet. Rolf havde igen styret generalforsamlingen med sikker hånd og sørget for en usædvanlig god tone under debatterne.
  
Stor tak til festudvalget og alle der i øvrigt bidrog med underholdning (Møllers Kahoot.it fungerede rigtig fint, om end det stod klart at Hr. Harder var forhåndsorienteret om de mest tricky spørgsmål), godt humør og fantastisk mad til denne aften.

  
Generalforsamlingen i 2019 er planlagt til lørdag den 26. oktober.

 

Håbet (ref.)

 

 

 

 

 

 

2 kommentarer:

MØLLER sagde ...

Som vanligt - et fantastisk referat, og præcis som jeg husker det. Jeg lover hermed Troels, at finde rigtig mange, - rigtig gode - numre til næste års GF.
Tak herfra for en fornøjelig komsammen.

ROLF sagde ...

Jeg har altid troet at Styrt gerne ville hedde Spurt. Jeg synes det kaster helt andet lys over forespørgselen, når det nu er kommet til referat, at det rent faktisk er Spurgt at anmodningen er gået på. Der er jo heller ikke kutyme for at spørge folk om navne, men referenten har i dette tilfælde lyttet godt efter nuancen. Jeg går heller ikke ud fra at Styrt er blevet spurgt tidligere. Men man kunne jo have spurgt om spurt ikke er et synonym for styrt, når styrte af sted kan forveksles med at spurte. Det lader vi stå til næste forespørgsel.