Humleriddernes generalforsamling 2016 – Beslutningsreferat
Mødet blev afholdt på Elverhøjen Skole, 29. oktober
Til stede: Søren Styrt (Næstformand), Henrik Djernis, Jørgen Morfar, Kim Bruder, Troels, Rolf, Claus, Møller, Hr. Haarder, Dellen, Traktor, Raketten, Henrik CC, Niels Briis, Poul, Strammer-Max og Søren Håbet (ref).
Som opvarmning til generalforsamlingen var en del riddere på spinningcykler på Østerbro. Dellen havde taget et godt initiativ og som en del af Spinning4cancer blev der givet gas i 24 timer i streg. Humleridderne var særdeles aktive og det blev siden hen nævnt som en mulighed at vi som hold booker en cykel til næste år !
Festudvalget havde inviteret til uformel sammenkomst fra kl. 16.00
1. Kl. 17.20 kunne Acmet indlede generalforsamlingen og byde velkommen
2. Rolf vælges uden kampvalg til dirigentrollen
3. Formanden var forhindret til årets GF så Søren Styrt (Næstformand) aflægger, på trods af et noget sporadisk fremmøde i løbet af sæsonen, formandskabets beretning. Enkelte hovedpunkter fremhæves her:
· Ikke meget aktivitet i skoven, men flittigt fremmøde i Fitten
· 20. Marts opstart på landevej, og fine ture rundt om fjorden og til Kronborg. God form efter de indendørs strabadser.
· Mallorca i maj, 10 deltagere på årets træningstur – socialt og sportsligt en fin tur, dog med forslag om at vi næste år ikke skal bo på toppen af en 6 km lang bakke. Smukt, men hårdt når man skal hjem.
· Nogle riddere deltog i Grejsdal – sejt gået i vådt vejr. Alle kom fint rundt.
· Skjoldenæsholm havde deltagelse af flere riddere – Raketten rundt på 145 km. med +40 km/t
· Mange gode pølseparties kunne få alle med rundt og der blev givet ekstra gas når man vidste at grillen var tændt. Claus' arrangement efter en fin Amager Rundt tur, står særligt stærkt i erindringen.
· Jacob blev begavet med et fint sæt tvillinger – alligevel kom han på cyklen i løbet af efteråret. Godt gået.
· Enkelte riddere deltog i Sjælsø Rundt.
· La Marmotte – Peter gennemførte i flot stil.
· Sensommeren bød på flere ture med sporadisk deltagelse, Hamborg, Bornholm Rundt, Båstad, og ikke mindst et af denne verdens hårdeste løb, Oetzahler, hvor vi havde 3 til start.
· Næstformanden havde igen i år valgt at gennemføre en Iron Man – hak ved den, flot resultat. Vi håber ikke han satser på en tredje, men i stedet fokuserer på sine løbende forpligtelser i Humleridder-regi. (Det kunne måske også få ham til at sætte tempoet lidt ned...)
· Næstformanden afrundede sit indlæg med en opfordring til afholdelse af en julefrokost. Han vil gerne selv stå som arrangør og tidspunkt fastlægges på baggrund af en doodle-tur. (Dellen får hjælp af Poul)
4. Kassereren gennemgik ganske overfladisk regnskabet og sluttede med en henstilling om en umiddelbar kapitalindsprøjtning på 500 kr. pr. mand. Panama-affæren har således også sat sit tydelige spor i vores forening, men Achmet havde en god tur.
5. Formanden er stadig Formand, ligesom Næstformanden beholder sin post. Kassereren hedder, på trods af regnskabet, stadig Achmet.
Under dette punkt indsneg sig en drøftelse om kaldenavne. Søren Styrt ville gerne omdøbes, da han mente at en sæson uden styrt, fald eller væltninger kunne retfærdiggøre et mindre ydmygt navn. Ønsket kunne ikke imødekommes i år. Derimod var der umiddelbar tilslutning til at Mad-Max fremover kendes ved Strammer-Max.
Udtrykkene "Måtteøl" og "Hold på dåsen" blev anvendt i under dette punkt, uden dog at referenten kan redegøre nærmere for denne sammenhæng.
6. Cykelløb i DK og udland
Mange løb blev drøftet men intet besluttet. Der er nedsat en styregruppe med henblik på at liste de løb Humleridderne tilstræber at deltage i med fuldt hold (også kaldet A-løbene), samt en listning af de løb, hvor man kan melde sig til efter interesse, tid, ferie og økonomi. Løbskalenderen lægges på bloggen.
Udvalget består af Claus, Troels, Dellen og Møller. Udvalget hører gerne fra interesserede medlemmer, når der skal findes en tovholder til de enkelte løb.
7. Klubtøj
Helt overordnet er der tilfredshed med det nye tøj, dog har der vist sig interesse for jerseys med lange ærmer. Poul har i dialog med Vester udarbejdet et forslag. Der skal bestilles 30 enheder for at gennemføre bestillingen. (Indslaget kan allerede findes på bloggen.)
8. Årets Ridder
Poul valgte, i sin egenskab af regerende Ridder, selv at pege på årets Humleridder. Han valgte at trække pinen ud og gav hver i sær en begrundelse for hvorfor den enkelte ikke fik pokalen i år. Da der kun var en tilbage, Niels Briis, stod det klart at han var kåret til Årets Humleridder 2016. Der var på forhånd sørget for indgravering. Tillykke til Niels – selvom forsamlingen vist ikke helt fik hørt Pouls begrundelse.
9. Musik og sang
Ind i mellem de faglige punkter blev der sunget godt igennem. Djernis og Troubadurix sikrede som altid et højt kunstnerisk niveau.
10. Lotteri
I erkendelse af det noget mistrøstige regnskab og den plagede likviditet, havde Morfar tilrettelagt et lotteri og med Adserballe & Knudsen som hovedsponsor var der lagt op til stor spænding og mange midler til kassen. Hr. Møller og Troubadurix lagde roligt fra land, men tabte ganske hurtigt tålmodigheden. På et tidspunkt fik hele den ene side af bordet sidegevinster og alle ville gerne side ved siden af Raketten ! (Der var mange præmier)
11. Festudvalg 2017
Udvalget næste år består af Troels, Achmet, Bruder og Claus. Et enkelt godt råd til Bruder – mere cognac i suppen!!!
12. Eventuelt
Der var vist ikke noget til eventuelt.
Kl. Ca. 20.30 kunne dirigenten Rolf erklære generalforsamlingen for afsluttet. Rolf havde styret generalforsamlingen med sikker hånd og sørget for en god tone under debatterne - måske et godt trick til andre GF-dirigenter: spil lidt guitar ind i mellem..
Stor tak til festudvalget og alle der i øvrigt bidrog med underholdning, godt humør og mad til denne aften i et hyggeligt og ind i mellem højtråbende selskab.
Generalforsamlingen i 2017 er planlagt til lørdag den 28. oktober 2017.
Pbv. Håbet (ref.)
4 kommentarer:
godkendt
Selvom man godt kan foranlediges til at tro at tildelinger af årets rytter mest blev givet med baggrund i at Poul var løbet tør for begrundelser for ikke at tildele prisen, siger jeg tak både for det superfine arrangement og prisen
Jeg mangler at blive nævnt i punktet til stede !!
Ellers udmærket referat.
Mvh Jacob
Hehehe fra den heldige vinder af mange Premier, så glemte jeg dem alle.. Er der nogle der ved hvor de er? Eller er det bare for sent at spøre efter dem.
Send en kommentar